SkyPAD musemåtter

Test: God musemåtte i glas

19. jun 2017
- af Hjalte Brasen - EDBpriser.dk

SkyPAD er navnet på en ny musemåtte i matteret glas, der kan bruges af alle, men som nok først og fremmest er til gamere.

SkyPAD musemåtten er et nyt produkt på det danske marked, som er opstået ud fra, at nogle danske gamere har savnet en musemåtte i glas, hvilket der ikke er et særlig stort udvalg af hverken herhjemme eller i udlandet.

Det mener folkene bag SkyPAD er en skam, og derfor har de nu fået produceret den første model af SkyPAD musemåtten, som vi har haft til test her på EDBpriser i nogle uger.

Fint design med gode detaljer

SkyPAD musemåtten måler 25 x 30 cm og kommer i en sort og i en hvid variant.

Læs også: Logitech G910 Orion [TEST]: Gaming-tastatur med overskud

Musemåtten er en lille smule ru i overfladen, fordi der er brændt et hulmønster direkte ned i selve glasset, som er med til at højne musebevægelsernes præcision henover SkyPAD.

SkyPAD musemåtte

SkyPAD musemåtten er lavet i matteret glas, og den står på fire solide gummifødder, som sikrer, at den står fast på bordet.

Herudover medfølger der teflon tape-stykker, som du kan sætte under din mus, hvis den ikke glider helt ubesværet henover glaspladen.

God og præcis brugeroplevelse

SkyPAD musemåtten lever fint op til sit potentiale, da den står solidt plantet på bordet, og musebevægelserne føles knivskarpe.

De fleste almindelige brugere vil nok foretrække en musemåtte i et blødere materiale, men hvis du er gamer, får du med SkyPAD en meget præcis musemåtte, der kan give et løft til dine præstationer.

Personligt kunne jeg godt have tænkt mig, at musemåtten var større, da jeg godt kan komme lidt omkring på skrivebordet i kampens hede, men det kan jo komme i SkyPAD XL.

SkyPAD musemåtte

Det eneste problem, jeg har oplevet med SkyPAD, er, at en musemåtte i glas er meget modtagelig, når det kommer til snavs i krummestørrelse, for når de kommer ind under musen, kan man godt få en oplevelse som fingernegle henover en tavle.

Men det er selvfølgelig altid vigtigt at holde sin musemåtte ren, så man ikke pludselig slås med brødkrummer i stedet for aliens, og det er jo til gengæld ekstremt nemt at holde en musemåtte i glas ren.

Om du så bedre kan lide en musemåtte i blødt stof end den hårde glasmåtte er jo en smagssag, men der er i hvert fald ikke noget at udsætte på præcisionen hos SkyPAD.

Læs også: Test: Sandberg Commander Gaming Chair

Indtil videre er det kun muligt at bestille SkyPAD musemåtterne direkte fra producentens hjemmeside, men der kommer forhåbentlig snart flere forhandlere på.

Den vejledende pris lyder på 349 kroner.