Dell PC skærm
Få masser af råd til at indstille din skærm optimalt.

Indstil din PC-skærm

1. okt 2012
- af Datatid

Uanset om du redigerer billeder, ser film eller spiller, kan en korrekt kalibreret skærm gøre en kæmpe forskel på din brugeroplevelse.

At justere en skærm helt korrekt kan være ret vanskeligt. Der findes faktisk en hel industri, der lever af at kalibrere skærme, så de ser så godt ud som muligt, og ikke mindst gengiver billeder, farver og andet så korrekt som muligt.

De professionelle brugere benytter kostbart målegrej for at måle lysniveau, farver, kontrast med mere. Det behøver du ikke, da Windows har sit eget kalibrerings-program. Det er ret enkelt at bruge og her kommer du næsten lige så langt som med prof-metoderne.

Kalibrerer du din skærm, vil du få større glæde af den. I nogle tilfælde kan det sammenlignes med at købe en ny skærm. Så stor er forskellen! Skærme er forskellige, så tjek, om skærmen selv, sikkert også har nogle indstillinger at justere på.

Læs også: Hvilken skærm skal du vælge?

Trin for trin: Skærmkalibrering

1. Kom godt i gang
Før vi går i gang, er det vigtigt, at din skærm er indstillet korrekt. Skærmen har en række knapper, du kan bruge til at justere med. Du kan trykke på dem, og vil som regel få en menu frem. Via piletaster, eller hvad din skærm benytter, skal du sætte den til “Fabriksindstilling”. Denne kan også hedde “Standard”.

2. Det basale
Sørg for at skærmen ikke står i direkte sollys (eller kunstlys), og du sidder normalt foran skærmen. Mange skærme er lidt svagere i farverne, hvis du sidder skråt foran dem. Find nu et tomt sted på Windows' skrivebord, højreklik og vælg “Personlige indstillinger” efterfulgt af “Skærm” og til sidst “Juster Opløsning”.

3. Skærmens opløsning
Sørg for at skærmen er sat til højest mulige opløsning og tryk ‘OK’. Klik nu på “Kalibrer farve” for at starte Windows kalibrerringsprogram. Hvis du bruger mere end én skærm, kan du trække vinduet hen til den skærm, du vil kalibrere. Hvis ikke skal du blot klikke på “Næste” i nederste højre hjørne.