Xbox One X

Sådan bliver Xbox One X + dansk pris

12. jun 2017
- af Hjalte Brasen - SPILpriser.dk

Microsoft har præsenteret deres vildeste konsol nogensinde, der skal levere overvældende spiloplevelser i 4K.

Xbox One X kom Microsofts nye konsol til at hedde, der indtil nu ellers har været kendt som Project Scorpio, og den blev præsenteret på E3 spilmessen i Los Angeles.

Med gaming i ægte 4K med 2160p-framebuffere, HDR og en grafisk regnekraft på 6 teraflop lever Xbox One X ret godt op til den hype og forventning, der har været til Microsofts PlayStation 4 Pro-dræber.

Læs også: Test: Xbox One S (& spil i HDR)

Og med en hukommelsesbåndbredde på 326 GB/sek er den nye Xbox One X konsol således 4,6 gange hurtigere end den originale Xbox One konsol.

Specialfremstillet AMD CPU

Hjertet i Xbox One X er en specialfremstillet AMD CPU med otte kerner og en clock frekvens på 2,3 GHz, der vil give forbedret AI, flere detaljer og en flydende spilafvikling ifølge Microsoft.

Xbox One X CPU

Hukommelsen er røget op på 12 GB DDR5 RAM, hvor 3 GB er til selve systemet, mens de resterende 9 GB er dedikeret til spillene.

Xbox One X har en "supercharger" blæser og vandkøling til at holde hardwaren afkølet og i topform.

Lagerrkapaciteten lyder på 1 TB.

AMD FreeSync, Dolby Atmos og 4K Blu-ray

Xbox One X har en HDMI 2.0b port, der gør konsollen i stand til at levere billeder i 2160p-opløsning med 60 billeder i sekundet, og den understøtter desuden AMD's FreeSync teknologi.

Xbox One X closeup

Lydmæssigt understøtter Xbox One X Dolby Atmos, DTS 5.1 og Dolby Digital 5.1 samt PCM 2.0, 5.1 og 7.2.

Og ligesom Xbox One S kan den nye konsol også fungere som 4K Blu-ray afspiller med understøttelse af HDR10.

Mindre end Xbox One S

Al den kraftige hardware til trods er Xbox One X blevet 5 mm tyndere end Xbox One S konsollen, så tykkelsen ender på 60 mm.

Xbox One X og Xbox One S

Strømforsyningen er intern, hvilket er en god nyhed, men strømforbruget er en del større på den nye konsol, og det er jo knap så godt men trods alt forståeligt den kraftige hardware taget i betragtning.

Dansk pris og tilgængelighed

Den danske pris på Xbox One X bliver på 3.999 kroner, og den bliver tilgængelig på det danske marked den 7. november i år.

Læs også: Ny PlayStation konsol til næste år ifølge analytiker

Der vil fra starten være 42 spil klar til Xbox One X, og heraf vil 22 af titlerne være helt eller delvist eksklusive.


Kilde: Microsoft

 



-->