AMD Ryzen

AMD's nye Horyzen – et dybt dyk ned i AMD's nyeste arkitektur

6. sep 2017
- af Torben Okholm - Alt om DATA

Det sker ikke ret tit, at vi ser så monumental en omvæltning i branchen, som vi har set med Ryzen. Men vi har sandt for dyden råbt på denne omvæltning længe.

Siden AMD forlod både den høje ende af markedet og mainstream-markedet i 2012, har Intels jerngreb om forbrugermarkedet ført til en stagneret udvikling, samtidig med at priserne for det samme antal kerner, som vi har fået i de seneste 11 år, er steget gevaldigt.

Det betyder ikke, at det hele er Intels skyld. AMD drømte ikke om at komme i denne situation med sine FX-chips, og Intel havde ikke forventet, at firmaets Core-arkitektur ville blive så stor en succes.

Resultatet er imidlertid blevet, at på grund af ringe konkurrence og dermed intet behov for fornyelse er kerneantallet og ydelsen hos Intels produkter stagneret.

Enkeltkerne-ydelsen er kun blevet forbedret med i gennemsnit otte procent om året med hver ny generation af mainstreamchips. Hvem har skylden? Bestyrelsesmedlemmer og investorer. Mangel på konkurrence har ført til den situation, vi står i, fordi det er meget sværere at bede om penge til forskning og udvikling, når man ingen rivaler har.

Læs også: Guide: Byg din egen Ryzen-PC

Det er grunden til, at Ryzen gennemgående har været udsat for mere hype og fanfare end nogen anden processorlancering i de seneste 20 år.