Konsol vs. pc
PC eller konsol? Skal du kun have den ene?

Købsguide: Konsol kontra PC

19. maj 2009
- af Redaktionen

Diskussionen har været i gang lige så længe, som spil-konsollerne og hjemmecomputeren har eksisteret, men svaret er ikke nødvendigvis entydigt.

 

Gamere bør have begge

Hvis pengepungen tillader det, er det måske ikke så meget et spørgsmål om at vælge den ene frem for den anden. De forskellige spiloplevelser, de to platforme tilbyder, komplimenterer hinanden på glimrende vis. PC’en er ideel til de længerevarende, fordybende solo-oplevelser, og konsollen giver de fælles spil-oplevelser med familie og venner. Så med mindre man absolut kun føler sig tiltrukket af den ene slags gaming, vil de fleste nok foretrække at have mulighed for begge.

 

PC

Hvad siger de inkarnerede PC gamere?

Inkarnerede PC gamere slår på, at indstillingsmulighederne er bedre og brugen af mus til at styre spillet, gør PC’en til den bedste spillemaskine. Det kan være svært at argumentere imod, da spillekonsollerne sjældent har de store indstillingsmuligheder for spilkontrol og bestemt heller ikke har nogen mus. Men om det så gør PC’en til den bedste spillemaskine, er nok snarere et spørgsmål om smag.

 

God til solo-oplevelser

PC’en er en rigtig god solo-spiller maskine, der kan levere meget udfordrende og intense spiloplevelser, når man spiller komplekse spil, som virkelig udnytter maskinens muskelkraft og tastaturets mange indstillingsmuligheder. Derimod er det lidt sværere at sætte sig fysisk sammen med et par venner og spille med eller mod hinanden. Man kan selvfølgelig spille over nettet, sætte nogle PC’er sammen i et netværk eller gå på spillecafé, men det er besværligt set i forhold til at sætte sig sammen omkring en konsol, der er gearet til flere spillere af gangen.

 

Altid på grænsen af det mulige

Til gengæld får man med PC’en en spillemaskine, som – når den er fuldt opgraderet – ofte byder på banebrydende grafik og spiloplevelser. PC’en er jo en maskine i evig udvikling, hvor de nyeste komponenter altid har kunnet lidt mere end de forrige, og derfor kom de nye spil til pc også meget naturligt til at teste grænserne for computernes CPU og grafikkort. Det betyder så også, at man forholdsvis ofte (ca. 1 gang om året) skal opgradere sin maskine, så den kan følge med de nye spil, og det er alt andet lige en bekostelig affære.

 

Den udfordrende maskine

Men hvis du er indstillet på at holde din maskine ved lige med opgraderinger, får du med PC’en en spillemaskine, der altid vil bevæge sig på grænsen af det muliges kunst og til stadighed vil udfordre dine evner.

 

Playstation 3 og Xbox 360

Den omvendte verden

De deciderede spilkonsoller har modsat PC’en ikke været konstant teknik-fornyende. Konsollerne er kommet på markedet med den ypperste teknologi på udgivelsestidspunktet, men derefter var spiludviklerne underlagt konsollens muligheder og begrænsninger, når de skulle lave spil til den.

 

3 konsoller på markedet

Lige nu er der 3 konsoller på markedet – Sonys PlayStation 3, Microsofts Xbox 360 og Nintendos Wii. PS3 og Xbox minder meget om hinanden i opbygning og funktionaliteter, mens Wii’en skiller sig ud med dens store fokus på fysisk bevægelse implementeret i spillene.

 

Det afslappende element

Størstedelen af spillene til PS3 og Xbox spilles med de trådløse controllere, mens du sidder dejligt tilbagelænet i sofaen. Dog har de nye Sixaxis-controllere til PS3 indbygget bevægelses sensorer, så man for eksempel kan køre bil, flyve eller bowle alene ved at bevæge controlleren, og det åbner jo op for en masse nye muligheder.

 

Medlemsklubber på nettet

Både PlayStation og Xbox har medlemsklubber for deres spillere på nettet, hvor man kan hente nyt indhold og nye spil til sin konsol, og nok så vigtigt er der mulighed for at spille multi-player spil mod gamere fra hele verden. Hos Xbox koster et medlemskab af Live kr. 499,- mens det hos PlayStation Network er gratis at være med.

 

Nintendo Wii

Konsollernes frække dreng

Wii konsollen er klassens specielle dreng, da Nintendo har valgt at gå helt deres egen vej med deres spillekonsol. Grafikken på Wii-maskinen kan ikke måle sig med de processor-stærke konsoller fra Microsoft og Sony, men det har heller ikke været intentionen fra Nintendos side. I stedet har de lavet en maskine, der i kraft af de bevægelsesfølsomme controllere indebærer en del fysisk aktivitet for spilleren. Nintendo har også taget skridtet videre og lavet Wii Fit, som er en bevægelses følsom plade, der kan bruges til at dyrke motion og gymnastik på i forbindelse med et spil eller et program på skærmen.

 

Oplevelser med familie og venner

Wii er lanceret som oplevelsesmaskinen, der samler familie og venner til masser af fælles morskab, og det lever den rigtig godt op til, da mange af spillene kan spilles af både børn, voksne og gamle. Man kan også få de fleste af de mere gængse spil, vi kender fra de andre platforme, hvor den alternative styremetode fra Wii-remote’rne er mere eller mindre inkorporeret.

 

Wii har også en medlemsklub på nettet

Wii har naturligvis også et samlingssted for spillerne til online-spil og indkøb af nyt indhold, og det bliver præsenteret på forskellige kanaler, som man selv kan vælge og sætte op på sin konsol.

 

Se også Top 10 PC spil

Se også Købsguide til PlayStation 3 og Top 10 PlayStation 3 spil

Se også Købsguide til Xbox 360 og Top 10 Xbox 360 spil

Se også Købsguide til Wii og Top 10 Wii spil

 

-->