Razer Basilisk

Razer Basilisk er skabt til FPS spil

1. sep 2017
- af Hjalte Brasen - EDBpriser.dk

Razers nye mus er beregnet til at give FPS spillere en ekstra fordel - og så har den en helt ny knap.

Razer præsenterede deres nye Basilisk gamer mus på IFA messen med budskabet om, at den er designet til at optimere FPS spilleres spillestil med smarte funktioner og mulighed for at opsætte musen til spillerens personlige præferencer.

Razer Basilisk bruger den samme 16.000 DPI optiske sensor, som vi finder i Lancehead Tournament Edition og DeathAdder Elite musene.

Razer Basilisk set oppefra

Den har otte knapper, der alle kan konfigureres i Razer Synapse programmet, og som har en levetid på 50 millioner klik.

Læs også: Logitech afslører lynhurtig trådløs gaming mus og tastatur

Modstanden i scrollhjulet kan indstilles på en drejeknap på undersiden af musen, og den er - ligesom Razer logoet - oplyst med RGB LED, som ligeledes kan indstilles i Razer Synapse.

De indstillinger, du vælger for lys og knap-funktioner, bliver gemt i musen eller i skyen på Razers servere, så den altid er klar til action.

Razer Basilisk set fra siden

Helt ny knap på siden

Razer Basilisk er som noget helt nyt blevet udstyret med et ekstra lille håndtag på siden af musen, som du naturligvis også selv kan vælge funktionen på.

Razer foreslår selv, at håndtaget kan bruges til midlertidigt at sætte DPI'en ned i en situation, hvor du skal gå fra hæsblæsende action med en høj DPI til at ligge som sniper, hvor DPI'en med fordel kan være lavere.

Læs også: Test: Overbevisende gamer tastatur - anmeldelse af Razer BlackWidow Chroma V2

Eller den kan gives en anden ofte brugt funktion, som opsamling af loot og våben i "PUBG" og lignende spil, eller noget helt tredje, som du godt kunne tænke dig.

Razer Basilisk håndtag

Razer sender Basilisk på markedet med to forskellige længder håndtag, og hvis du hellere vil være fri for den ekstra knap, kan du bare dække kontakthullet til med en lille gummiklap.

Pris og tilgængelighed

Razer Basilisk musen bliver sat til salg her i september måned, og den vejledende pris lyder på €69.99 eller cirka 600 kroner.