Wii konsol og Wiimote
Wii konsollen byder på en helt ny måde at spille computerspil på

Købsguide til Wii

19. maj 2009
- af Redaktionen

Nintendo valgte med deres spillekonsol at gå i en helt anden retning end konkurrenterne Sony (PS3) og Microsoft (Xbox 360). I stedet for at prøve at hamle op med de to processor-stærke konsoller, satsede Nintendo på at lave en spillemaskine for hele familien.

 

Bevægelsesfølsomme controllere

Nintendo revolutionerede med Wii måden, man spiller computerspil på ved at opfinde de bevægelsesfølsomme controllere, Med Wii konsollen er der således meget mere fysisk aktivitet involveret i spillene. Wii’ens controllere kan i samspil med en lille måler, man sætter på fjernsynet, registrere bevægelser i tre dimensioner med helt nye spiloplevelser til følge. Ved at flytte dig rundt i rummet og bevæge armene kan du kæmpe mod drager, spille golf og køre racerbil. Det er sjovt og anderledes, og alle kan være med.

 

Wii MotionPlus
Så er Wii MotionPlus kommet, der er et nyt tilbehør, som sættes på de nuværende controllere. Det gør registreringen af spillerens bevægelser knivskarp og betyder endnu bedre kontrol i spillene.

Spil med familie og venner

Majoriteten af spillene til Wii er udviklet med henblik på, at man skal kunne spille dem sammen med andre. Det er en social oplevelse at spille Wii, og der er masser af spil, som kan spilles af såvel familiens mindste barn som familiens ældste medlem. Det er Nintendos erklærede mål at få så mange nye spillere til at spille Wii som muligt, og de fleste, der har en Wii, kan skrive under på, at den mission er lykkedes.

 

Grafik

Grafikken på en Wii kan ikke måle sig med PlayStation 3 og Xbox 360, men det er heller ikke meningen. Nintendo satser alt på deres gameplay – altså den måde man spiller spillene på – og i den forbindelse er grafikken ikke det afgørende.

 

Infoboks
Wii er udstyret med SD-kort læser, så du kan udvide konsollens lagringskapacitet. Du kan også tage back-up af dine gemte spil-data og lagre downloadede spil fra Wii Shop. Det er tillige muligt at vise billeder fra dit digitalkameras SD-kort.

Wii Shop

Nintendo har – ligesom Sony og Microsoft – opbygget et online univers til deres konsol. Wii Shop Channel er nok det simpleste af de tre, da det først og fremmest er en butik komplet med mere eller mindre købsfremmende muzak. I butikken finder man et stort udvalg af Nintendos gamle spil fra Nintendo 64, Sega Mega Drive og sågar Commodore 64. Der er også nye spil udviklet til Wii konsollen i afdelingen Wiiware, og priserne ligger på kr.40-115.

 

Wii kanaler

Wii har opbygget deres brugerflade som et udvalg af forskellige kanaler, der kan brugerdefineres. Man kan således vælge at hente en Nintendo kanal, der fortæller om alt det nye fra Nintendo, en decideret nyhedskanal eller en vejrudsigtskanal. Der er også mere interaktive kanaler: Mii Contest kanalen dækker over en konkurrence med de bedste avatarer bygget af brugerne. Everybody Votes er en kanal, hvor man kan stemme om alt, lige fra hvilken side af sengen man sover i, til hvornår man går i bad. Senere følger så resultatet for hele verden. Der kommer hele tiden nye kanaler.

 

Find gratis spil på nettet

Ved at erhverve dig kanalen med internetbrowseren fra Wii Shop – den koster små kr. 40 – kan du surfe på internettet og sende mails. Men du kan også finde gratis spil til din Wii ved at besøge et af de gratis sites, hvor amatører ligger spil ud, de selv har udviklet. Det er selvsagt ikke dyrt producerede spil, men til gengæld er kreativiteten høj, og der er flere perler imellem. Besøg blandt andet www.wiicade.com, www.wiiplayable.com og www.miiwiigames.com.

 

Wii Fit

Med Wii Fit har Nintendo taget skridtet fuldt ud i forhold til at aktivere deres spillere. Wii Fit er et trykfølsomt balancebræt, som kan bruges til at dyrke gymnastik, yoga, aerobic og styrketræning fordelt på 40 forskellige øvelser. Til at holde styr på din træning kan du downloade en Wii Fit kanal, som lagrer dine træningssessioner og viser dine fremskridt på grafer og – meget morsomt – den fysiske form på din avatar. Wii Fit kommer også med programmer, der ligner leg men stadig kræver fysisk aktivitet – nik til en bold, snurre med hula-hop ringe og stå på snowboard. Sideløbende kommer der originale spil, som bruger Wii Fit som styreredskab.

 

Bagud kompatibel med GameCube

Wii konsollen er udstyret med porte til GameCube spil og GameCube controllere og hukommelseskort. Samtidig kan man købe spil fra Nintendos ældre spillekonsoller i Wii Shop Channel.

 

Samspil med Nintendo DS og DSi

Wii kan forbindes trådløst med de håndholdte DS-konsoller. Derved kan man overføre demo versioner af spil og trailers til sin DS(i), som man henter i Wii Shop Channel.

 

Kan hverken spille DVD eller Blu-ray

Wii konsollen er baseret på DVD teknologi, men den er ikke sat op til at afspille almindelige DVD’er. Det har været på tale, at der skulle komme en software opdatering, så det kunne lade sig gøre, men i skrivende stund er den ikke frigivet. Et Blu-ray drev er umiddelbart udelukket, da Wii ikke leverer et HD-signal.

 

Vigtigste tilbehør

Wii Motion Plus - nyt tilbehør, der sættes på den nuværende controller og gør spilstyringen endnu mere præcis.

Wii Play – ikke en specielt god samling spil, men du får en controller med til en meget favorabel pris.

Classic Controller – gør det nemmere at spille de gamle spil fra Nintendos tidligere konsoller.

Wii Speak – så du kan tale med dem, du spiller med eller mod.

Wii Wheel – rat til at styre racingspil. Det er ikke strengt nødvendigt, men det gør racing spil en del sjovere.

 

 

 

Se også Top 10 Wii spil

Se også Købsguide til spilkonsoller

-->