Black Friday shopping

Gik du glip af et godt tilbud i fredags? Bare rolig, på internettet er det Black Friday hver dag

29. nov 2017
- af Jacob Ø. Wittorff - Computerworld.dk

Den hårde konkurrence på internettet betyder, at knaldtilbud ikke længere er et særsyn.

Du kan roligt slå koldt vand i blodet, hvis du ikke havde held med at score et godt tilbud på Black Friday.

For alt tyder på, at der bliver kortere og kortere mellem de store tilbudsdage.

Tidligere gik vi et helt år og ventede på januar-udsalget, men gennem de seneste år har vi set, at amerikanske shopping-dage som Black Friday og Cyber Monday er blevet introduceret i Danmark. Og i år har Elgiganten og Dansk Supermarked tilmed introduceret den kinesiske shopping-dag Singles Day for de danske forbrugere.

Derudover skal vi heller ikke glemme, at Amazon for få år siden introducerede sin helt egen tilbudsdag, Prime Day, der falder hvert år i juli.

Black Friday slår nye rekorder
Det er dog især Black Friday, der har vist sig at være et hit blandt de danske forbrugere, og igen i år meldes der om rekord-omsætning på den sorte fredag.

Læs også: Pristjek: Her får du mobilt bredbånd med 10 GB billigst

Eksempelvis har Nets meddelt, at der i år blev udført Dankort-transaktioner for 2,1 milliarder kroner på Black Friday i Danmark. Det er 5,6 procent mere end sidste år.