SSD i computeren sætter fart på

SSD – det friske pust til din computer

18. sep 2017
- af Natasja Broström - Datatid TechLife

Den klassiske harddisk er trængt af SSD'en, som gør din PC lynende hurtig og mere robust. Men heller ikke den er fejlfri. Vi ser på, hvilke fordele og mulige fælder, du skal holde øje med, hvis du ejer eller vil skifte til SSD.

Kunne du med røntgenøjne observere en klassisk harddisk arbejde, ville du opleve en læsearm, som suser hen over en skive med magnetisk coating, og som er fyldt med data. Med en SSD derimod skal du forestille dig et lager af samme type som i en USB-dongle eller et hukommelseskort til et kamera – altså et flashdrev uden fysiske, bevægelige dele.

Manglen på dele, som bevæger sig, betyder, at en SSD (Solid State Drive) ikke støjer, og den kan tåle nogle knubs, da den ikke rummer en skive, som kan gå i stykker, eller en arm, som kan rutsje rundt, hvis du for eksempel taber din bærbare PC.

SSD kan slides op
Med en SSD vil du også opleve, at din PC udfører opgaver hurtigere, især opstart. Målinger afslører en læse/skrivehastighed, som er op til 10 gange så hurtig som med en traditionel harddisk.

Læs også: Hurtig mini SSD med stor kapacitet

Det skyldes, at data på en SSD ikke aflæses med en mekanisk arm, som skal rundt på ”lageret” for at lede efter informationerne. I stedet aflæses data fra en række forbundne hukommelsesmoduler, som arbejder sammen om opgaven.