PlayStation 3 Slim + controller

Top 10 PlayStation 3 spil

24. nov 2010
- af Redaktionen

Er du på udkig efter et godt PlayStation 3 spil, er her redaktionens bud på 10 af de bedste.

 

 

1

Red Dead Redemption

Genre: Action, Sandbox

Endelig kom der et fantastisk western-spil til konsollerne! "Red Dead Redemption" handler om den tidligere outlaw, John Marston, der bliver tvunget til at jage og fange eller dræbe sin tidligere bande. Men Rockstars western-epos standser ikke her, for de har skabt en stor åben verden, som du frit kan udforske imellem missionerne, så du virkelig kan få udlevet cowboy-drømmene. Et billedskønt og imponerende spil.

Find bedste pris her

2

PlayStation Move Starter Pack

Genre: Familie, Sociale spil

PlayStation Move er Sonys nye controllere til PlayStation 3. De kan godt sammenlignes med de kendte controllere fra Wii, men teknologien er væsentligt forbedret, og med det medfølgende kamera kommer du som spiller selv med i spillene. Det er herlig underholdning for familie og venner, og der er allerede kommet en mængde spil, der understøtter Move-controllerne - se dem her.

Find bedste pris her

3

Call of Duty: Black Ops

Genre: Action, Krigsspil, First Person Shooter (FPS)

"Call of Duty: Black Ops" er den hidtige kulmination på den verdensberømte "Call of Duty"-serie, og spillets position som det hurtigst og bedst sælgende er fuldt fortjent. Hvis du er på udkig efter en krigsspil-oplevelse ud over det sædvanlige, behøver du ikke at lede længere. En intens single-player kampagne og en omfattende og hektisk multi-player del giver dig fuld valuta for pengene. Og som noget nyt her udviklerne inkluderet en træningsdel, så du kan øve dig på at spille online, inden du kaster dig ud i kampen.

Find bedste pris her

4

Assassin's Creed: Brotherhood

Genre: Action, Adventure

Dette storslåede eventyr fra topudviklerne Ubisoft er noget af det flotteste, du kan spille på din konsol. Du spiller snigmorderen Ezio, som tager til det umådeligt flot genskabte Rom i 1400-tallet, hvor han skal bekæmpe den magtfulde tempelridderorden. Til din hjælp har du selveste Leonardo Da Vinci og alle hans vidunderlige opfindelser. Historien strækker sig hurtigt over mere end 15 timers spilletid, og dertil kommer en ny multi-player del, og så har du endda kun prøvet en vej gennem det fantastiske spil. Det er tid til at slutte dig til broderskabet.

Find bedste pris her

5

FIFA 11

Genre: Sport, Fodbold

Der var engang den evige diskussion med vennerne var om "FIFA" eller "Pro Evolution Soccer" var bedst. På redaktionen er denne diskussion forstummet med "FIFA 11", der efter sigende skulle levere mere end 50 forbedringer i forhold til forgængeren. Boldkontrollen og navnlig den samlede oplevelse af spillets dynamik er superfed, mens selv de mere avancerede spillere stadig vil opleve rigeligt med udfordringer i form af driblesystemets rige muligheder.

Find bedste pris her

6

Gran Turismo 5

Genre: Racing

"Gran Turismo 5" er det ultimative bilspil, hvis du vil have en realistisk køreoplevelse. "GT5" har været næsten 6 år undervejs, og det kan ses på det færdige produkt, der virkelig fremstår flot med nye baner og mere end 1.000 forskellige biler at køre landevejs- og baneræs i. Grafikken på bilerne er uovertruffen, og især med et racing-rat som f.eks. Logitech Driving Force GT er der virkelig mange timers underholdning i det nye spil.

Find bedste pris her

7

Enslaved: Odyssey to the West

Genre: Action, Adventure

"Enslaved: Odyssey to the West" er en af 2010's største positive overraskelser, og det er især den gode historie, der løfter spil-oplevelsen op i de højere luftlag. Vi er 150 år ude i fremtiden, hvor mennesket er blevet detronitiseret og ikke længere regerer i verden. Hvad der præcis er sket, vides ikke, men naturen er ved at opsluge de ødelagte byer, og kæmperobotter jager de få tilbageværende mennesker for at gøre dem til slaver. Du spiller muskelmanden Monkey, som sammen med den kloge og smukke Trip skal kæmpe dig igennem spillet til friheden. Gameplayet minder om "Uncharted 2" og er nogenlunde ligeligt fordelt mellem opgaveløsning og slåskampe mod kæmperobotterne.

Find bedste pris her

8

Rock Band 3

Genre: Musik

Der findes efterhånden mange gode musikspil til konsollerne, hvor du kan give den gas som enten sanger eller musiker, men ingen har taget skridtet så fuldt ud som Harmonix med deres "Rock Band 3". I denne version kan du spille på (næsten) rigtige instrumenter - guitar, bas, keyboard og trommer - og så kan du selvfølgelig også synge på de mere end 80 sange. Spillet er så avanceret, at du rent faktisk kan lære at spille rigtigt, og der er endda mulighed for at kreere din egen musik. Heldigvis er der stadig mulighed for "bare" at give den gas en fredag aften med vennerne i de velkendte party-modes. Et tæt på fuldendt musikspil.

Find bedste pris her

9

Dead Rising 2

Genre: Action, Horror

"Dead Rising 2" er et eminent zombie-spil. Du spiller Chuck Green, hvis datter er blevet bidt af en zombie for flere år siden, og du kæmper derfor en desperat kamp for at skaffe stoffet Zombrex til hende hver dag, så hun ikke også bliver til en zombie. I det nye spil er der et væld af muligheder for at sætte ting sammen til våben, som kan bruges til at smadre zombier på de mest fantastiske måder, og med tilføjelsen af et samarbejds-mode er der garanteret rigtig mange timers underholdning i de levende dødes selskab.

Find bedste pris her

10

Grand Theft Auto IV

Genre: Action, Adventure, Sandbox

Du spiller Niko Bellic, som kommer til Liberty City i håb om at undslippe sin fortid i Europa. Med endnu større intensitet end sine forgængere og med et enormt indhold og muligheder, er der mange dages underholdning i "GTA IV". Der er kommet to udvidelser til download med titlerne ”The Lost and Damned” og ”Ballad of Gay Tony”.

Find bedste pris her

Se også Købsguide til PlayStation 3

-->