ASUS ROG Spatha

ASUS ROG Spatha [TEST]: Lasermus til den seriøse gamer

28. jun 2017
- af Carsten Sørensen - Alt om DATA

ASUS ROG Spatha er en ambitiøs gaming lasermus med 12 knapper optimeret til MMO (Massively Multiplayer Online) spil.

Musen hører til blandt de absolut største, vi har set, og er kun egnet til højrehåndede, og så vejer den hele 178,5 gram. Vægten kan ikke justeres på nogen måde.

Musen tilsluttes via et to meter langt flettet USB-kabel, men musen kan også benyttes trådløst, hvor ladestationen samtidig fungerer som trådløs modtager.

ROG Spathas bund består af en magnesiumlegering for øget holdbarhed, og forarbejdningskvaliteten er god over hele linjen.

Musen er beregnet til palm og claw, hvor undertegnede synes, at den egner sig bedst til palm. Har man store hænder, er den ergonomisk virkelig behagelig at benytte selv i længere tid.

Man kan oven i købet downloade planer til tre forskellige sidestykker med tilpasset hvilefunktion, man kan printe ud på en 3D-printer.

Læs også: Test: Overbevisende gamer tastatur - anmeldelse af Razer BlackWidow Chroma V2

Standard er hvileposition til tommelfingeren og ringfingeren, hvilket fungerer rigtigt godt.

Musen benytter Omron switches, der er normeret til 20 millioner klik, de kan også udskiftes. De to primære musetaster er uafhængigt ophængte med en god taktil feedback.